PRD logo

Fusion af CAB, Filmkopi og Filmret

Foreningerne CAB og Filmkopi er fusioneret med foreningen Filmret, der samtidig har truffet beslutning om nye vedtægter og et nyt navn; Producent Rettigheder Danmark (PRD).

Siden 2015 har Filmrets bestyrelse arbejdet sammen med bestyrelserne i CAB og Filmkopi om at forenkle foreningernes struktur og administration. På Filmrets årsmøder har vi løbende informeret om dette arbejde, og på det ekstraordinære årsmøde den 29. maj 2017 traf et enigt årsmøde foreløbig beslutning om fusion af CAB, Filmkopi og Filmret med Filmret som den fortsættende forening.

Fusionen blev en realitet den 27. juni 2017 på det opfølgende ekstraordinære årsmøde, hvor også foreningens nye vedtægter og nye navn Producent Rettigheder Danmark blev endeligt vedtaget.

Foreningens nye vedtægter er udarbejdet i overensstemmelse med kravene i lov om kollektiv forvaltning, hvor centrale emner blandt andet er transparens og medindflydelse for rettighedshaverne.

Se de nye vedtægter 27. juni 2017

Foreningens nuværende bestyrelse består af de hidtidige bestyrelsesmedlemmer i foreningerne CAB, Filmkopi og Filmret. Den 28. september afholdes første ekstraordinære generalforsamling i Producent Rettigheder Danmark, hvor foreningens nye bestyrelse skal vælges med afsæt i de nye vedtægter. Mere information om den kommende generalforsamling følger i august.

Se den nuværende bestyrelse

Foreningens fremtidige udbetalinger vil ske på samme grundlag som før fusionen. Forretningsområderne vil være de samme, og som producent og rettighedshaver skal man på sædvanlig vis bekræfte rettigheder (claime) ved hjælp af de tre login cab.dk, filmkopi.dk og filmret.dk.

Den eneste forandring bliver, at afsenderen fremover vil være Producent Rettigheder Danmark (PRD) i stedet for de tre foreninger.

Forandringer på sigt - i efteråret 2017 præsenterer vi en helt ny hjemmeside for Producent Rettigheder Danmark (PRD). Og i 2018 vil der blive lanceret et nyt login, hvor alle forretningsområder samles i en mere simpel struktur for at give et større indblik i rettigheds- og udbetalingsdetaljer.

Se også referater fra tidligere årsmøder via producent login på filmret.dk.

 

Gå til alle Nyheder